Om havnen

Kalkbrænderihavnen er en idéel base for tur- og kapsejlads i København. Nordhavn S-togstation, busser og dagligvarebutikker ligger blot 10-15 minutters gang fra havnen. På under en halv time kan du være i centrum af København.

Der ligger 260 både ved flydebroer, hvor der normalt er god plads til gæstesejlere. Bådene ligger sikkert i læ for alle vinde.

De to sejlklubber Sejlklubben København og Kvindelig Sejlklub driver havnen i fællesskabet Havnelavet Sundkrogen.

Kort 

 

Facilititer

Klubberne har klublokale for medlemmerne på første sal i klubhuset. Klublokalet har et stort køkken og masser af plads, indendørs såvel som på de store terrasser. Havnens gæster er velkomne til at benytte faciliteterne. Havnekontor, gæstetoiletter og bad findes i stueplan.

​Udstyr til båd og besætning

Der er en bådudstyrsforretning i Vordingborggade 93, 10 min. gang fra havnen. Ryding Maritime har åbent hverdage kl. 11.30-17.30 og lørdage/søndage kl. 9.00-13.00. Telefon: 7023 7355.

Restauranter og indkøb

I restaurant Ocean Club i klubhusets stueplan samt Restaurant Paustian overfor kan du nyde en lækker middag. Desuden er der et stort udvalg af spisesteder på det nærliggende Østerbro, hvor der også er flere dagligvarebutikker m.m.

Historie

Kalkbrænderihavnen er opkaldt efter Gammel Kalkbrænderi fra 1731 og Ny Kalkbrænderi fra 1779, der blev opført på landtanger ud i Øresund.​

Kalkbrænderihavnen blev taget i brug i 1895 sammen med Københavns Frihavn, og senere jordopfyldninger gav bl.a. plads til oplagring af kul samt Nordhavnsværftet. Svanemølleværket fra 1953 er den eneste ældre bygning, der er bevaret. Den gamle kulkran på østkajen, som passeres ved indsejlingen, er fredet som en skulptur, der minder om fortidens industrihavn i området.

Den nuværende lystbådehavn er bygget i 1999 og er også en sikker havn om vinteren. Klubhuset er tegnet af Kim Utzon. Fra førstesalen af klubhuset kan gæstesejlere nyde udsigten mod Øresund og Hven. Arkitektfamilien Utzon har stået for flere af bygningerne i havnen med deres særlige arkitektoniske udtryk. Paustian møbelhuset, tegnet af Jørn Utzon, var den første nye bygning i området. 

Billeder fra KvS

Følg os på facebook