Kvindelig Sejlklub er en lille viljestærk klub med omtrent 160 medlemmer. Klubben drives af frivillighed og bygger på fællesskab og virkelyst.
Klubbens flåde består af de fire gode både; Hajo, Thalassa, Amfitrite og Galathea. De fire skønne damer anvendes af klubbens ivrige sejlerskoleelever, fører, kapsejladshold og hyggelige tursejlere.
Kvindelig Sejlklub er et fællesskab for kvindelige sejlere uanset alder og forudsætning. Vi har plads til dig - uanset om du er helt grøn og har lyst til at gå på sejlerskole, er erfaren sejler eller er bådejer.
KvS holder til i Kalkbrænderihavnen på bro 7 og i Klubhuset på Sundkrogskaj 19, 1. sal. Hvis du er nysgerrig efter at vide mere, kan du altid skrive til os her, eller læse mere om, hvad det vil sige at være medlem i KvS her.
Som medlem i KvS kan du tilmelde dig mange spændende aktiviteter i vand og på land i løbet af sæsonen. Aktivitetsniveauet varierer fra år til år, men der findes en del gentagne og traditionsrige arrangementer og aktiviteter i klubben, som du kan få et bedre overblik over her.
Vi håber, du vil være med til at tage initiativ til en masse spændende aktiviteter. Hvis du har gode idéer må du meget gerne skrive disse til bestyrelsen.
Se klubbens årlige arrangementer
Spækhuggerne Hajo og Thalassa er fra henholdsvis 1971 og 1973.
De er enkelt indrettet om læ med fire køjer og udtagelig udrustning til tursejlads. De er livlige og sjove både at sejle og er eftertragtet af kapsejlerne. De har påhængsmotor.
De er 24 fod og har en dybgang på 1,45. Klubbens spækhuggere er medlem af Dansk Spækhuggerklub og sejler som klassebåd i spækhuggerklassen.
Galathea er en Maxi Fenix Classic fra 1984, som klubben netop har anskaffet i 2022.
Hun er 28 fod, stikker 1,50 meter og er en både hurtig og livlig båd, der er tryg at opholde sig i.
Hun indeholder alt hvad en tursejler kan drømme om med kraftig indenbordsmotor, ståhøjde i kahytten, gode sovepladser til 4 voksne, toilet, trykvand, gaskomfur, EL-køleboks, GPS/kortplotter, selvstyrre, sprayhood og en kaleche så de skønne aftener i havn kan nydes, selvom det regner eller blæser lidt.
Med Galathea er der skudt gang i skønne dage på Øresund og tursejlads i særklasse.
Du finder vores klubhus på 1. sal på Sundkrogskaj 19. Vi deler klubhuset med SKK (Sejlklubben København), så der er altid liv og aktiviteter her. Gæstesejlere kan også frit benytte sig af klubhuset. Det er her klubbens fester, foredrag og kurser finder sted.
Du skal købe en nøglechip for at få adgang til klubhuset og toilet/badefaciliteterne.
KvS har også eget "kontor" i stueetagen, hvor der bliver holdt samling på blandt andet ekstraudstyr til bådene, reservedele og logbog. Her holder særligt sejlerskoleeleverne til i sejlsæsonen. "Kontoret" ligger lige ved siden af havnekontoret.
Du skal købe en nøgle for at få adgang. Der er samme nøgle som også bruges til klubbådene og skurene.
Det hele begyndte under besættelsen 14. juli 1942. I Hellerup stiftede en lille gruppe kvinder en sejlklub kun for kvinder. De havde god sejlerfaring, men syntes, at det var svært at komme til roret for mændene i andet end magsvejr. Formålet var at lære kvinder at sejle.
Klubbens første båd var en 5 tons gaffelrigget kragejolle "Frida". Det var en solid gammel dame fra århundredskiftet, måske endnu ældre, klinkbygget eg på eg. Hun var 9 meter lang og 3 meter bred. Senere hed det sig, at kunne man sejle "Frida", kunne man sejle alt. 1947 var året, hvor Kvindelig Sejlklub blev medlem af Dansk Sejlunion. Og i slutningen af 1949 var der mere end 100 medlemmer af KvS, heraf godt 60 aktive og der kunne opstilles 5 skolehold.
I 1960'erne begyndte kvinderne at lede efter et klubhus. I 1970'erne lejede Kvindelig Sejlklub sig ind hos Kjøbenhavns Amatør Sejlklub i Svanemøllehavnen. Endelig i 1982 fik KvS deres helt egen grund i den gamle Skudehavn og byggede klubhus. I 1996 blev Skudehavnen nedlagt, og KvS flyttede, sammen med 3 andre sejlklubber, fra Skudehavnen til Kalkbrænderihavnen.
Her stiftede klubberne i fællesskab Havnelavet Sundkrogen til drift af nyt fælles klubhus, havn og pladser. I 2018 gik KvS ud af det fælles driftsselskab Sundkrogen og er nu lejer af lokaler og bådpladser hos SKK (Sejlklubben København), der har overtaget hele driften.
I dag har klubben ca. 150 medlemmer og råder over to Spækhuggere, en Accent 26 og en Maxi Fenix Classic. Klubben er unik, idet der kun findes én kvindelig sejlklub.
Mere historie kan læses i bogen "Kvindelig Sejlklub 1942 - 1992, udgivet i anledning af Kvindelig Sejlklubs 50-års jubilæum. Man kan købe et print eksemplar af bogen i shoppen her og afhente på KvS kontoret i havnen. Bogen kan downloades i PDF her.
Alt værdifuldt materiale om KvS bliver gemt for eftertiden i Københavns Stadsarkiv. Her kan KvS-materialer bestilles til hjemlån fra stadsarkivets kontor på Københavns rådhus.
Ved 50-års jubilæet lærte vi Mux at kende. Også kaldet Alice van Wylich-Muxoll. Hun var den ene af de to stiftere af KvS. Hun havde ikke haft kontakt til klubben siden 1950'erne, da hun opholdt sig i udlandet i mange år. Et brev med lykønskning i anledning af 40-års jubilæet dukkede op, da forfatterne af 50-års bogen gik i gang med deres research.
Brevet førte dem til Mux, som var hendes gamle sejler-kælenavn. Hun var en sød og frisk gammel dame på 85 år og blev meget glad for, at genetablere kontakten. Hun havde en guldgrube af historisk materiale gemt på loftet i en Richs-kasse, som hjalp forfatterne til at skrive historien om klubbens første tid, foruden selvfølgelig fortællinger fra Mux selv. Hun døde i 2005, 98 år gammel.
En af Mux's fortællinger var, hvordan hun fandt på, at der skulle være en trefork i vores stander. Hun var oprindeligt porcelænsmaler, og i 1930'erne lavede hun et fad med illustration af havguden Poseidon med treforken!
Da Kvindelig Sejlklub blev stiftet og der skulle besluttes et logo og en stander, dukkede Mux's hang til treforke op igen. Det omtalte fad forærede hun os på 50-års jubilæumsdagen. Fadet hænger på væggen i klubbens kontor. Trefork-logoet i standeren fik vi i anledning af 50-års jubilæet i 1992 justeret op i en lettere streg i et nutidigt udtryk.
Kalkbrænderihavnen er opkaldt efter Gammel Kalkbrænderi fra 1731 og Ny Kalkbrænderi fra 1779, der blev opført på landtanger ud i Øresund.
Kalkbrænderihavnen blev taget i brug i 1895 sammen med Københavns Frihavn, og senere jordopfyldninger gav bl.a. plads til oplagring af kul samt Nordhavnsværftet. Svanemølleværket fra 1953 er den eneste ældre bygning, der er bevaret. Den gamle kulkran på østkajen, som passeres ved indsejlingen, er fredet som en skulptur, der minder om fortidens industrihavn i området.
Den nuværende lystbådehavn er bygget i 1999 og er også en sikker havn om vinteren. Klubhuset er tegnet af Kim Utzon. Fra førstesalen af klubhuset kan sejlere nyde udsigten mod Øresund og Hven. Arkitektfamilien Utzon har stået for flere af bygningerne i havnen med deres særlige arkitektoniske udtryk. Paustian møbelhuset, tegnet af Jørn Utzon, var den første nye bygning i området.
# | Kommentar | Dato | Point | Saldo |
---|
Trin 1: Klik på nedenstående ikon (firkant med pil op)
Trin 2: Klik på "Føj til hjemmeskærm"
Trin 3: Klik på "Tilføj" i øverste højre hjørne
Sådan! Du har nu tilføjet appen til din enhed.
Trin 1: Klik på de tre prikker øverst til højre
Trin 2: Klik på "Installer app" i menuen
Trin 3: Klik på "Installer" i pop-up beskeden
Sådan! Du har nu tilføjet appen til din enhed.
Trin 1: Klik på firkantet med pilen nedaf, øverst til højre
Trin 2: Klik på "Installer" i pop-up beskeden
Sådan! Du har nu tilføjet appen til din enhed.